Hvad er krydsbestøvning
Naturlig krydsbestøvning mellem forskellige sorter er ganske almindelige i chilipebre og derfor findes tusindevis af forskellige sorter – nogle selvfølgelig mere succesfulde end andre.
Krydsbestøvning sker, når to forskellige sorter indgår i bestøvningen af en blomst. Dvs. pollen fra en type/sorts støvdragere overføres til en anden type sorts støvfang i blomsten. Selve chilien påvirkes ikke, hvis en blomst er krydsbestøvet. Men frøene i chilien fra netop den blomst vil indeholde generne fra begge planter.
Når man så planter frøene fra den krydsbestøvede chili, så vil planten vokse op med andre egenskaber og udseende, som er svære at forudse og i flere generationer efter (når man så tager frø igen), vil planterne kunne blive vidt forskellige.
Kommercielt retter krydsbestøvningen sig mod at skabe nye sorter, der er hurtige fra frø til frugt og giver stort høstudbytte eller som er sygdomsresistente. Det kan også være at skabe sorter, der nemt kan høstes med maskiner (f.eks. placeringen af chilierne på planten og identisk modningstidspunkt). For chilier er der den senere år i øvrigt også udviklet særlige ”ornamentals/pyntechilier”, der ud over at kunne spises, er gode som potteplanter og letsælgelige.
Som hobbydyrkere tager vi ofte selv frø af chilier. Hvis der er insekter, der transportere pollen, så kan man altså risikere at sorterne krydser indbyrdes. Det kan give interessante planter og nogle eksperimentere selv med krydsbestøvning. Andre vil gerne holde deres sorter ”rene”. Det er en smagssag. Men det er nu spændende. På billedet ses f.eks. en krydsning med Bhut Jolokia, som en energisk og inspirerende chilielsker (Søren Friis) er i gang med at stabilisere. I stedet for de aflange rynkede bhut jolokia har han nu en orange, smukt formet, stærk som Bhut'en og samtidig frugtagtig krydsning med en appelsinaroma.
OBS: Køber du chilier og tager frø kan det være F1-frø. Det betyder lidt forsimplet, at planten indeholder andre gener end dem man ser og afkommet vil altså ikke være det samme, hvis du tager frø og kan i nogle tilfælde give sterile planter.
Hvor ofte krydsbestøver chilier?
I et studie af naturlig krydsbestøvning fandt Odland og Porter en krydsningsprocent på mellem 7.6 – 36.8 % med et gennemsnit på 16.5% i de forskellige arter i forsøget. Mens andre undersøgelser viser helt op til 68% krydsbestøvning. En lidt interessant sidebemærkning er, at en krydsbestøvningsundersøgelse viste insekter som bestøvningsagenter for chilier fordeler sig på 58% bier, fluer 13%, myrer 8%, hvepse (5%) og andre typer 16%. og at bierne var mest aktive om formiddagen på samme tidspunkt, hvor de fleste blomster springer ud (Ahmet & Tanki:1994). Men der vil selvsagt være forskel afhængig af, hvor i verden og hvornår på året man befinder sig.
I punkform er krydsbestøvningsprocenten bl.a. afhængig af:
- Det er ikke alle sorter, der krydser (lige godt) med hinanden.
- For sorter, hvor stigma/støvfanget er højere end støvknapper / blottet er der større sandsynlighed for krydsbestøvning end der, hvor stigma er lav og sidder gemt nede mellem støvdragerne (Anderson:556)
- Med antallet af bestøvningsagenter stiger chancen for krydsbestøvning.
- Jo flere sorter jo større krydsbestøvningschance, såfremt blomstringen sker på samme tidspunkt
- Hvis der er plantet barriere-sorter (der ikke kan krydsbestøve) mellem de forskellige sorter nedsættes krydsbestøvningschancen
- Hvis planterne er plantet i kvadrater/blokke sortsmæssigt i stedet for rækker nedsættes krydsbestøvningsrisikoen
- Hvis der tages frø fra midten af kvadraterne nedsættes krydsbestøvningsrisikoen
- Forskudt udplantning/blomstring mellem sorterne nedsætter krydsbestøvningsrisikoen.