Engang for længe længe siden fandtes kun styrkefrie chilier. Så når din tunge og læber brænder og du rækker ud efter den svalende mælk, så send en tanke til de bittesmå mikrober. De er nemlig skyld i, at chilien evolutionært har udviklet sig til at være capsaicinholdig.
Når man ser på frøplanters udviklingshistorier er et springende punkt udviklingen af blomsterplanter og deres frugt. En vigtig brik i denne historie er de fordele, det giver, når en frugt spises og spredes af dyr. Frugtkødets ernæringsmæssige kvaliteter tiltrækker frøsprederne, men de tiltrækker på samme tid også forskellige dyr og mikroorganismer, der kan være skadelige for plantens sundhed og udbredelse. Og her er det, at chilien er et evolutionært vidunder. Capsainoiderne, der giver styrken og som kun findes i chilier, har nemlig to store fordele:
1) Pattedyr (undtaget os tosser) afskrækkes af styrken og spiser dem ikke, mens fugle gladeligt spiser og sender frøene retur gennem fordøjelsessystemet til spiring
2) Capsaicinoiderne er et forsvar mod mikrobielle angreb
Pattedyr versus fugle som frøspredere
I en undersøgelse fra 2007 (Tewksbury & Nabhan) blev det undersøgt, om små pattedyr (gnavere), der normalt spiser bær og frugter, ville afskrækkes af capsaicin/styrken – ligesom større pattedyr gør. Mus, rotter og fugle blev indsamlet fra samme område som chiltepin chilier (Capsicum annuum var. glabriusculum). Chilierne + identiske styrkefrie chilier (en mutant af C. Chacoense) + almindelige bær blev lagt ud til dyrene. De små gnavere spiste lystigt både bær og de styrkefrie chilier. De stærke rørte de ikke, hvorimod fuglene spiste det hele..
Næste skridt var at undersøge, om der er en grund til at afskrække pattedyr for chilierne. De styrkefrie chilier blev nu givet til små gnavere og fugle, hvorefter frøene blev indsamlet fra deres efterladenskaber og sået sideløbende med frø taget direkte fra chilierne. Her viste det sig, at frøene der havde været igennem gnavernes fordøjelsessystem slet ikke spirede, mens frø fra fuglene og kontrolfrøene direkte fra chilierne spirede i nogenlunde samme antal. Det giver svaret på, hvorfor pattedyr skal afskrækkes og falder i kategorien skadegørere.
Til sidst blev det undersøgt, om chilierne havde fordele af at blive spredt af fugle. Et stort område med ”vilde” chiliplanter blev undersøgt: 40% af det undersøgte område lå i skygge, mens 86% af alle voksne chiliplanter og alle kimplanter blev fundet i skyggeområde, hvor andre buske og træer afhjalp den direkte sol. Herudover viste det sig, at ikke al skygge har de samme fordele. Buske og træer, der bærer frugter og bær, som spredes af fugle, udgjorde kun 5 % af området, mens 53 % af chiliplanterne groede netop der. Når chilierne gror netop der giver igen fordele. Der er væsentligt værre insektangreb på umodne frugter og dermed flere levedygtige frø og samtidig er der flere frøspredere/fugle, der tiltrækkes i disse områder.
Capsaicin som forsvar mod patogene mikrober
Det har længe været en hypotese, at skadelige, bitre og giftige stoffer i bær og frugter er udviklet som et forsvar mod patogene (sygdomsfremkaldene) mikroorganismer. En art cost benefit analyse, hvor fordelene af mindre sygdomme opvejer ulemperne ved at afskrække frøspredere. Men det har i følge Tewsbury mfl. (2008) været en utestet hypotese. Her er chilier perfekte til test. Dels er capsaicinen i frugten og tager til over modning, så stoffet har ikke funktioner i resten af planten. Dels er det bevist at capsaicin er et antimikrobielt stof.
En af de mikrober, der gør mest skade på chilier og deres frø er fusarium semitectum; en type skimmelsvamp. Ud af alle indsamlede frugter var over 90 % angrebet af fusarium, som transporteres og spredes med skadedyr, der piercer chiliens skal. Det blev herefter undersøgt, hvilken betydning capsaicinindholdet havde på svampeudviklingen og hvilken sammenhæng, der var med skadedyrsantal (Tewksbury & Reagan et al, 2008). Resultaterne viste:
- Mikrobielle sygdomsfremkaldende skadegørere har stor effekt på styrkefrie chilier, mens capsaicin og dihydocapsaicin var hæmmende for svampeudviklingen og nedsatte fusarium-angrebenes omfang med ca. 50%
- Forholdsmæssigt var antallet af capsaicin-producerende chilier i forhold til styrkefrie chilier størst, hvor skadedyrsantallet og ”svampeangrebspresset” steg.
Konklusionen er altså, at småkravl og mikrober er delvist ansvarlige for, at capsicum-arterne (chilierne) har udviklet capsaicin og tilpasset sig evolutionært til omgivelserne. Og med denne konklusion, kan man spekulere på, om menneskets indtagelse af de stærke chilier i mad også er en evolutionær tilpasnings-/overlevelsesstrategi, for at mindske mikrobielle infektioner? Og ja, hvorfor ikke fører argumentet længere ud og spekulere på, om det er grunden til, at chilien ikke er blevet udbredt i de koldere nordlige egne, hvor maden pga. kulden, var lettere at holde fri for sygdomsfremkaldende mikrober (Tewksbury & Reagan et al, 2008)
*: Litteraturhenvisningerne med fulde referencer findes under linket "litteraturliste" på denne hjemmeside
** Billedet er fra morguefile.com, billeder til fri afbenyttelse
Når man ser på frøplanters udviklingshistorier er et springende punkt udviklingen af blomsterplanter og deres frugt. En vigtig brik i denne historie er de fordele, det giver, når en frugt spises og spredes af dyr. Frugtkødets ernæringsmæssige kvaliteter tiltrækker frøsprederne, men de tiltrækker på samme tid også forskellige dyr og mikroorganismer, der kan være skadelige for plantens sundhed og udbredelse. Og her er det, at chilien er et evolutionært vidunder. Capsainoiderne, der giver styrken og som kun findes i chilier, har nemlig to store fordele:
1) Pattedyr (undtaget os tosser) afskrækkes af styrken og spiser dem ikke, mens fugle gladeligt spiser og sender frøene retur gennem fordøjelsessystemet til spiring
2) Capsaicinoiderne er et forsvar mod mikrobielle angreb
Pattedyr versus fugle som frøspredere
I en undersøgelse fra 2007 (Tewksbury & Nabhan) blev det undersøgt, om små pattedyr (gnavere), der normalt spiser bær og frugter, ville afskrækkes af capsaicin/styrken – ligesom større pattedyr gør. Mus, rotter og fugle blev indsamlet fra samme område som chiltepin chilier (Capsicum annuum var. glabriusculum). Chilierne + identiske styrkefrie chilier (en mutant af C. Chacoense) + almindelige bær blev lagt ud til dyrene. De små gnavere spiste lystigt både bær og de styrkefrie chilier. De stærke rørte de ikke, hvorimod fuglene spiste det hele..
Næste skridt var at undersøge, om der er en grund til at afskrække pattedyr for chilierne. De styrkefrie chilier blev nu givet til små gnavere og fugle, hvorefter frøene blev indsamlet fra deres efterladenskaber og sået sideløbende med frø taget direkte fra chilierne. Her viste det sig, at frøene der havde været igennem gnavernes fordøjelsessystem slet ikke spirede, mens frø fra fuglene og kontrolfrøene direkte fra chilierne spirede i nogenlunde samme antal. Det giver svaret på, hvorfor pattedyr skal afskrækkes og falder i kategorien skadegørere.
Til sidst blev det undersøgt, om chilierne havde fordele af at blive spredt af fugle. Et stort område med ”vilde” chiliplanter blev undersøgt: 40% af det undersøgte område lå i skygge, mens 86% af alle voksne chiliplanter og alle kimplanter blev fundet i skyggeområde, hvor andre buske og træer afhjalp den direkte sol. Herudover viste det sig, at ikke al skygge har de samme fordele. Buske og træer, der bærer frugter og bær, som spredes af fugle, udgjorde kun 5 % af området, mens 53 % af chiliplanterne groede netop der. Når chilierne gror netop der giver igen fordele. Der er væsentligt værre insektangreb på umodne frugter og dermed flere levedygtige frø og samtidig er der flere frøspredere/fugle, der tiltrækkes i disse områder.
Capsaicin som forsvar mod patogene mikrober
Det har længe været en hypotese, at skadelige, bitre og giftige stoffer i bær og frugter er udviklet som et forsvar mod patogene (sygdomsfremkaldene) mikroorganismer. En art cost benefit analyse, hvor fordelene af mindre sygdomme opvejer ulemperne ved at afskrække frøspredere. Men det har i følge Tewsbury mfl. (2008) været en utestet hypotese. Her er chilier perfekte til test. Dels er capsaicinen i frugten og tager til over modning, så stoffet har ikke funktioner i resten af planten. Dels er det bevist at capsaicin er et antimikrobielt stof.
En af de mikrober, der gør mest skade på chilier og deres frø er fusarium semitectum; en type skimmelsvamp. Ud af alle indsamlede frugter var over 90 % angrebet af fusarium, som transporteres og spredes med skadedyr, der piercer chiliens skal. Det blev herefter undersøgt, hvilken betydning capsaicinindholdet havde på svampeudviklingen og hvilken sammenhæng, der var med skadedyrsantal (Tewksbury & Reagan et al, 2008). Resultaterne viste:
- Mikrobielle sygdomsfremkaldende skadegørere har stor effekt på styrkefrie chilier, mens capsaicin og dihydocapsaicin var hæmmende for svampeudviklingen og nedsatte fusarium-angrebenes omfang med ca. 50%
- Forholdsmæssigt var antallet af capsaicin-producerende chilier i forhold til styrkefrie chilier størst, hvor skadedyrsantallet og ”svampeangrebspresset” steg.
Konklusionen er altså, at småkravl og mikrober er delvist ansvarlige for, at capsicum-arterne (chilierne) har udviklet capsaicin og tilpasset sig evolutionært til omgivelserne. Og med denne konklusion, kan man spekulere på, om menneskets indtagelse af de stærke chilier i mad også er en evolutionær tilpasnings-/overlevelsesstrategi, for at mindske mikrobielle infektioner? Og ja, hvorfor ikke fører argumentet længere ud og spekulere på, om det er grunden til, at chilien ikke er blevet udbredt i de koldere nordlige egne, hvor maden pga. kulden, var lettere at holde fri for sygdomsfremkaldende mikrober (Tewksbury & Reagan et al, 2008)
*: Litteraturhenvisningerne med fulde referencer findes under linket "litteraturliste" på denne hjemmeside
** Billedet er fra morguefile.com, billeder til fri afbenyttelse
RSS Feed
