1. ”Chiliplanter kan ikke modne på friland i Danmark fordi sommeren er alt for kold” (svar på et debat-forum, der dog ikke var specifikt om chili)
Det er en god pointe, at sommeren herhjemme kan være for kold og kort til chiliplanter. Men det er for kategorisk at fastslå, at ingen chiliplanter kan modne på friland. Hvorvidt en chiliplante vil kunne modne på friland er i høj grad afhængig af sorten. Dels er der sorter, der klare lavere temperaturer udmærket. Sorterne indenfor pubescens-arten (såsom manzano og canario-chilier) er tilpasset højere og køligere klimaer og kan endda overleve kortvarig frost, hvis man er heldig. Dels, så er der meget stor forskel på, hvor lang tid det tager de forskellige sorter at gå fra frø til moden frugt. Nogle tager 3,5-4 måneder, mens andre kan tage omkring 7 måneder.
Som tommelfingerregel kan man sige, at chiliplanter ikke skal under 10 grader, så går væksten i stå. Det bliver lidt mere kompliceret under blomstring – for her kan både for kolde og for varme dagtemperaturer påvirke pollenets fertilitet. Men juni, juli og august og i en god sæson september med, kan chiliplanter stå udenfor. Vælg sorter, der ikke tager lang tid, så dem i god tid indendøre og tilvæn dem til at komme ud. Stil dem solrigt og lidt beskyttet fra den værste vind.
2. Tabasco-sauce er lavet på cayenne-peber (artikel fra bladet Urt, Botanisk selskab)
Det er mig en gåde, hvor skibenterne af en artikel har fundet frem til at Tabasco skulle være lavet på cayennepeber (C. Annuum). Om der har sneget sig lidt cayennepeber i skal jeg ikke kunne sige. Men lad os bare slå fast: Tabasco Sauce er lavet af chilisorten Tabasco (C. Frutescens)
I samme artikel faldt jeg over sidste og tredje røverhistorie
3. ” [...] Fransk Guyana, hovedstaden hedder Cayenne, og det er dette lands fugtige og usunde klima der ligger til grund for udtrykket at ønske en ubehagelig person hen ”hvor pebret gror”. Frankrig brugte en lille ø, Djævle-øen, ud for kysten som fængsel”
Min første tanke da jeg læste det var: Hvor er det en fantastisk lille anekdote. Den kan bliver god at skrive på et kort til en chiliplante, der foræres væk. Og mon ikke den gør lykke i en samtale om chili over en god middag i hyggeligt lag på et tidspunkt. Jeg måtte straks finde ud af mere, men ak og øv:
At ønske en person hen, hvor pebret gror er for det første ikke en dansk opfindelse, men en tysk. Endda mere ærgerligt er det at sætningen - så vidt jeg kan finde ud af - kan føres helt tilbage til Thomas Murnes ”der "Narrenbeschwörung", der allerede blev udgivet i 1512. Selvom Columbus havde opdaget Amerika på dette tidspunkt, så var chilipebren ikke så udbredt i Europa, at det på nogen måde er sandsynligt der er tale om en sådan. Tværtimod var almindelig peber i høj kurs og det var almindelig kendt, at den blev hentet langt langt borte...